Verdenserobreren.

Tyskland, Sverige, Belgien, Frankrig, Østrig, Italien, Schweiz, og jeg mener stadig ikke at jeg har været ude og se verden? - Fair. Halvdelen af de lande jeg lige nævne, har jeg kun kørt igennem, men det er tanken der tæller.

I mandags besluttede min mor og jeg, os for at besøge mine bedsteforældre til aftensmad. På den 25 kilometer lange køretur, kom jeg til at tænke på turen til Tyskland, Italien, og Frankrig, med klassen, som vi havde været på nogle måneder inden. Det bragte mørke minder frem, om hvor forfærdeligt det havde været, og alligevel friske følelser, samt gode minder, om hvor meget mine klassekammerater havde hjulpet mig igennem de sværeste øjeblikke, selv om jeg knap nok taler med dem her hjemme. Tankerne satte sig i mig, og her de sidste par dage, inden dimissionen, er det er gået op for mig, at der egentligt er nogen enkle personer jeg vil komme til at savne.
Nede ved min mormor og bedstefar, sad vi efter aftensmaden, og snakkede lidt om mine fremtidsplaner på handelsskolen, og de arrangerede rejser til Spanien, Amerika og Kina. Min mormor havde ikke meget at sige til Spanien og Amerika, men hun kunne ikke se hvad jeg ville i Kina. ”Det er jo et kommunistisk land, og en-eller-anden-person-som-hun-kender, som havde boet/arbejdet der over i et år, skulle i hvert fald ikke giftes med en af de der kinesiske piger, for så skulle han jo bo der, for altid.” Ja, tak for det, mormor, jeg er glad for at du virker så negativ over noget, som dit barnebarn elsker over alt på jorden. Altså den asiatiske kultur, og jeg værdsætter meget at du tænker på at folk har forskellige meninger og holdninger om det.

På vej hjem igen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på min mormors ord, mens jeg tænkte på alt det jeg godt kunne lide ved den asiatiske kultur.
Men det er jo ikke kun den asiatiske kultur. Jeg vil nemlig ud og erobrere hele verden…

… Og med det mener jeg, at få set så meget som muligt, om det så end ligger i øst eller vest.